Mød vores medarbejder – Brian (Bimse)
Spuleoperatøren Brian fra Kolding
Vi har igen fået en af vores dygtige medarbejdere med på vognen i vores serie “Mød en fra Norva24.” Denne gang sætter vi fokus på Brian, der arbejder som spuleoperatør i vores Kolding-afdeling. Brian har været hos Norva24 i flere år og har oplevet en del forandringer i både sin rolle og i måden, vi arbejder på som virksomhed.
Har arbejdet ændret sig markant i din tid hos Norva24?
“Ja, der er faktisk sket nogle ret store ændringer. Den største for mig har været overgangen til Mordre(vores interne ordresystem). Det fungerer virkelig godt, at vi nu får ordrerne sendt direkte til mobilen. Det gør måske ikke, at arbejdet går hurtigere, men det giver os mulighed for at få skrevet alle detaljer ned og tage billeder som dokumentation. Det skaber overblik, og det er blevet en stor hjælp i vores dagligdag.”
Hvis du skal beskrive Norva24 med tre ord eller sætninger, hvordan vil du så karakterisere virksomheden?
“Når jeg tænker på Norva24, så tænker jeg først og fremmest på nytænkning. De vil virkelig være bedst til det, de laver, og de gør noget for at skubbe grænserne. Så tænker jeg også på fleksibilitet – vi hjælper altid hinanden, og der er en stor vilje til at finde hurtige og effektive løsninger på opgaver. Det sidste ord, der kommer til mig, er udvikling. Norva24 lytter til os som medarbejdere, og selvom ikke alle idéer bliver ført ud i livet, så føler jeg, at de tager os alvorligt og giver ansvar til dem, der viser initiativ. Det sætter jeg stor pris på.”
Hvad har været den største forandring i din tid hos Norva24?
“Den største forandring for mig personligt er nok mit arbejde som tillidsrepræsentant (TR) og fællestillidsrepræsentant (FTR). Det har virkelig flyttet mig på et personligt plan og givet mig et indblik i mine kollegers trivsel og i, hvordan Norva24 fungerer som virksomhed. Det har været en spændende udvikling.”
Synes du, der er sket en ændring i, hvordan man ser på dit arbejde nu i forhold til tidligere?
“Ja, helt klart. Jeg synes, vi er blevet meget bedre til at gribe opgaverne an, især når det kommer til sikkerhed, struktur og kundepleje. Der er en udvikling på de områder, og det gør vores arbejde både mere professionelt og mere tilfredsstillende.”
Hvad er dine fremtidsplaner hos Norva24?
“Jeg ser helt klart mig selv udvikle mig videre her i Norva24. Fremtiden kunne måske byde på en mere administrativ rolle eller noget, der er knap så fysisk krævende. Jeg er jo næsten ved at blive en version 5.0,” siger Brian med et smil.